Indsatsområder
Handlingsplanen mod ordblindhed 2025–2029 har fire prioriterede indsatsområder. Målet er at have fokus på ordblindhed i de første år. Efterhånden som ressourcer og kompetencer opbygges, igangsættes initiativer, der også retter sig mod andre former for læse- og skrivevanskeligheder.
Udvikling af udredningsmaterialer
Der er et akut behov for udredningsmaterialer til ordblindhed og andre læsevanskeligheder. Grønlandsksprogede testmaterialer har været efterspurgt i mange år. Uden disse er mulighederne for hjælp og støtte meget begrænsede — og det gør det svært at opfylde kravene til dokumentation, som fx Handicaploven stiller.
Indsatsområdet omfatter følgende initiativer:
- Udvikling af en grønlandsksproget ordblindetest
- Digitalisering af screeningsværktøjer til yngstetrinnet
- Udvikling af udredningsmaterialer til skrive- og læsevanskeligheder
- Adgang til den danske nationale ordblindetest
Udvikling af grønlandsksprogede hjælpemidler
Der er behov for at udvikle grønlandsksprogede materialer — især læse- og skriveteknologi til ordblinde. Dansksprogede og engelsksprogede teknologier hjælper allerede mange, men grønlandsksprogede værktøjer er nødvendige for reel ligestilling.
Nye løsninger skal være enkle og brugervenlige, og der skal gives tydelig vejledning.
Indsatsområdet omfatter følgende initiativer:
- Implementering af understøttende læse- og skriveværktøjer med funktioner, der kan anvendes i flere sprog
- Deltagelse i et forskningssamarbejde om AiRO — et læringsværktøj med dokumenteret effekt på tidlig stavning og ordblindhed — med henblik på at udvikle en grønlandsk version
- Evaluering af AI-baseret talegenkendelse til borgere i Grønland
Lovtiltag
Der findes i dag ingen lovgivning i Grønland, der specifikt sikrer rettigheder for personer med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder. Personer med ordblindhed er omfattet af Handicaploven, men lovgivningen er både mangelfuld og uklar — særligt for unge og voksne.
Med introduktionen af en ordblindetest bliver behovet for lovgivningsmæssige rammer endnu mere påtrængende. Lovtiltagene skal blandt andet sikre adgang til testning og efterfølgende støtte, klare procedurer for hvordan støtte iværksættes og finansieres, samt robust håndtering af datasikkerhed i forbindelse med testningen.
Lovgivningsarbejdet forventes færdiggjort i 2027 med henblik på ikrafttrædelse fra 2027/2028.
Indsatsområdet omfatter følgende initiativer:
- Etablering af en arbejdsgruppe med fagfolk fra relevante departementer, styrelser og andre instanser, der skal bistå Departementet for Uddannelse med det lovforberedende arbejde
- Udarbejdelse af nye lovforslag
Øget vidensniveau og kompetenceløft
Der mangler fagpersonale med viden om ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder. Det gør det svært at nå de politiske mål. Kompetenceudvikling skal styrkes på tværs af skoler, arbejdspladser og andre relevante områder.
Indsatserne retter sig mod:
Uddannelsesinstitutioner
Praktikere
Indsatsområdet omfatter følgende initiativer:
- Styrkelse af fagligheden vedrørende skriftsprogsvanskeligheder ved Institut for Læring (Ilinniarfissuaq)
- Kompetenceudvikling til Ordblindevejleder med testkompetencer
- Kompetenceudviklingsforløb for undervisere og vejledere på tværs af uddannelser
- Oplysningskampagne med fokus på ledelses- og forvaltningsspor
- Permanentgørelse af Uddannelsesstyrelsens dysleksiafdeling og omdannelse til videnscenter